SE VIDEO OM DRØMMETYDNING HER (Varighed 1 t. 34 min)
Når du vågner om morgenen med en drøm, så prøv at gå tilbage i drømmen. Gå den igennem og spørg ind i drømmen, hvad de enkelte personer eller elementer står for.
Personer repræsenterer ofte sider af dig selv.
Mænd repræsenterer dine maskuline sider, kvinder dine feminine sider og børn kan vise hen til dit indre barn. Små børn kan dog også betyde projekter og ideer. Fremmede mennesker kan repræsentere ukendte sider af din personlighed.
Prøv at blive til de enkelte personer, ting, steder og mærk, hvilke indsigter det giver dig. Leg med drømmene.
Prøv at lave den om, hvis du ikke synes om det, der sker. Drømme-universet er et eksperimentarium, hvor du kan afprøve mange muligheder. Og du kan så opleve, at din måde at reagere på i hverdagen i bestemte situationer, kan ændre sig. Du kan sagtens arbejde med en drøm længe efter, du har drømt den. Under arbejdet med en drøm vil den ofte forandre sig.
Når du tyder drømme, kommunikerer du direkte med din underbevidsthed. Du kan altid kalde på hjælpere til at forklare dig betydninger, hvis du går fast. Når en drøm er helt tydet forsvinder den ofte.
Konflikter i drømme kan henvise til indre konflikter. Prøv at skabe fred mellem de stridende parter.
Det du flygter fra i drømme er dig selv. Vend dig om og bed det, der forfølger dig om at vise sig og forklare sig.
Hvis du kører i en bil og det er andre, der har styringen, så byt plads, så du får styringen.
Gør ligesom i Pokemon - gør uhyrerne til dine venner og allierede.
Brug også denne metode, hvis dine børn har mareridt. Giv dem en tryllestav og et magisk sværd, så de kan fange uhyrerne og gør dem til venner.
Meget kan du gøre selv, men der vil altid være blinde pletter, hvor det kan være godt at få hjælp til tydningen.